Slide background

LOPPER, FLÅTER og ORM

LOPPER, FLÅTER OG ORM

På Randers Dyrehospital har vi en lang række produkter til forebyggelse og behandling af lopper og flåter.

Hunde og katte kan være meget generet af lopper og flåter, og utøjet kan overføre sygdomme. Ved at behandle nedsættes risikoen for overførsel af bændelorm, borreloise, hjerteorm og TBE hjernebetændelse.
Vi giver dig også gode råd om, hvordan du kan bekæmpe lopper, flåter og andet utøj. Nogle af rådene kan du læse her på siden.

Lopper
Har din hund eller kat fået lopper, så kan de være svære at slippe af med igen. Du skal regne med, at det kan tage 4-6 mdr. før problemet er løst. Lopper kan overleve ned til -20 grader.

Hunloppen lægger 30-50 æg om dagen, det vil sige at på bare 3 uger kan 5 lopper blive til 6.000 (fordelt mellem æg, larver, pupper og nye lopper).

Loppebekæmpelse

  • Brug et spot-on præparat (pipette til nakken), tabletter eller halsbånd på alle hunde og katte i hjemmet.
  • Hunden og katten må ikke vaskes 48 timer før og efter behandling med spot-on præparater. Man skal være omhyggelig med, at indholdet kommer direkte på huden.
  • Støvsug grundigt – også i bilen. Vær især omhyggelig ved revner, paneler, møbler og tæpper. Husk at smide støvsugerposen ud bagefter!
  • Hundens og kattens tæpper samt stofkurve vaskes ved 60 grader og tumbles, hvis muligt. Dette gælder også dyner og puder, som dyret har ligget på.
  • Undgå at ubehandlede dyr kommer på besøg i hjemmet, de kan nemlig bringe nye lopper med ind.

Kom ind i vores butik og få flere gode råd.

Flåter
Flåter er blevet almindelige i Danmark, og antallet er stigende. Desuden er der kommet flere nye arter, som man tidligere kun så længere sydpå.

Flåter lever i skovområder, parker og haver, hvor de sidder i den tætte vegetation, klar til at hæfte sig fast på forbipasserende dyr (eller mennesker), for at suge blod. En flåt, der lige er kommet over på et værtsdyr, ses blot som en lille sort/rød prik, men efterhånden, som den suger blod, svulmer den op til 200 gange sin oprindelige størrelse og bliver grålig.

Flåtens bid kan give ubehagelig kløe, irritation, infektioner i huden og ikke mindst overføre alvorlige sygdomme såsom borreliose og TBE hjernebetændelse. Flåten er verdens næsthyppigste overfører af smitsomme sygdomme, kun overgået af malariamyggen.

Skovflåterne begynder at blive aktive, når jordens temperatur kommer op over 3-4º C. I engområder vil der generelt være størst risiko for at dyret bliver bidt af skovflåt omkring april og igen i september, i skovområderne i juni-august. De fleste bid sker i månederne juni, juli og august.

Der findes over 15 forskellige flåtarter i Europa, som kan overføre sygdomme. Det er derfor især vigtigt at beskytte dit kæledyr mod flåter, hvis det skal med til udlandet.

Flåtbekæmpelse:

  • Brug et flåtafvisende halsbånd eller et spot-on præparat mod flåter (pipette til nakken) på hunden og katten, og vær omhyggelig med, at indholdet kommer direkte på huden.
  • Kig dyret grundigt efter, når det har været ude, og sidder der nogle flåter, kan de nemt fjernes med en pincet eller en flåttang (kan købes på dyrehospitalet).
  • Undgå at massere eller trykke på flåten, så mindskes risikoen for overførsel af sygdomme.

Kom ind i vores butik og få flere gode råd.

↓