Kåret som årets dyreklinik 2024
– initiativpris for Randers Dyrehospitals pre- og onboarding
Randers Dyrehospital
Der er arbejdet målrettet på pre- og onboarding af nyuddannede dyrlæger og opnået gode resultater i form af bedre faglighed og trivsel for nyuddannede og bedre trivsel for alle. Der er skabt struktur og en plan for det hele. Nye medarbejderes trivsel sikres, ligesom en god oplæring og praktisk ’efteruddannelse’. Fagligheden er styrket, og der er skabt gode patient- og klientforløb, færre fejl og misforståelser og mindre bekymring hos de etablerede dyrlæger.
- Video (Eickemeyers Facebookside), hvor du hører ejer og medarbejder fortælle om opstart som dyrlæge på dyrehospitalet: ‘Se hvordan Randers Dyrehospital arbejder med uddannelse og fastholdelse af dyrlæger’
- Artikel i Magasinet Dyrlægen
- Artikel i Din Avis Randers
- Indstilling til initiativprisen ‘Årets klinik’ 2024
Dyrlæger fortæller om deres opstart på Randers Dyrehospital
Interview med dyrlæge Frederikke Rafn, ansat forår 2024:
“Det, der har været planlagt og lovet mig i min opstart, er blevet overholdt og jeg er meget tilfreds med at være kommet så godt i gang og føler mig tryg i opstart af et arbejdsliv i praksis. Grunden til, at jeg valgte at søge dette job – også selvom det er i Jylland – var den tilrettelagte opstartsplan og Buddy-/mentorordningen. Det gør overgangen fra studie til praksis mindre skræmmende og meget mere overskuelig.
Opstarten var helt fantastisk og over al forventning. Jeg var særligt glad for den meget udførlige velkomstplan, der blev tilsendt nogle uger inden opstart, og det møde, jeg havde med min buddy og koordinator vedrørende opstarten også. Tingene er blevet taget i mit tempo, og så har jeg fået skulderklap og gode tilkendegivelser, og selvfølgelig al den hjælp, jeg har haft behov for – både til stort og småt.
Jeg er fortsat rigtig glad for min opstart. Jeg brugte min buddy meget i starten til at spørge om ting og det fungerede så godt og trygt. Alle dyrlægerne har været rigtig gode og tålmodige i forhold til at lære mig op i tingene. De løbende opfølgningsmøder har givet mig tryghed i at få tilpasset og afklaret ting og der bliver fulgt op på det.
Skills skemaet er rigtig godt i forhold til forventningsafstemning. Man kan fokusere på afgrænsede områder og træne det meget og så sætte hak ved det.
Dyrlægearbejdet er utrolig meget kommunikation med klienter, og det lærer vi ikke meget af på skolen. Her har min mentor været rigtig god til at hjælpe mig med gode råd til, hvordan man kan håndtere forskellige situationer og træde til, hvis noget er spidset til med en klient.”
Interview med dyrlæge Jens Aagaard, ansat forår 2024:
“Min opstart har været smooth. Jeg bliver grebet og hjulpet dér, hvor jeg er. Jeg har hørt fra
studiekammerater, at det ikke er tilfældet mange andre steder, fordi der ikke er tid til oplæring.
Jeg ved, hvem jeg skal gå til med hvad. Jeg synes, at jeg har kunnet trække meget på og lære
meget af alle dyrlægerne. Der har været afsat tid til at kunne snakke tingene grundigt igennem.
Også teorien bag og dyrlægerne har været godt til at fange, hvor man er og oplære ud fra dette.
Den første uge fulgte jeg med rundt som føl. Det var faktisk som da jeg var i praktik under
studiet. Det gjorde, at da jeg så havde min første konsultation, så følte jeg allerede, at jeg
havde haft mange kons’er, fordi jeg havde set, hvordan tingene blev gjort og hvordan
kommunikationen foregår, så jeg havde virkelig noget at læne mig op ad.
I starten følte jeg mig dog også lidt rastløs, hvilket jeg fortalte om til den første
evalueringssamtale. Jeg ville gerne kunne bidrage med noget mere. Men min mentor sagde, at
det var meningen, at det skulle være sådan. Og det var faktisk godt at vide. Virkningen var, at
jeg virkelig fik lyst til at kaste mig ud i tingene, og tænkte bare NU skal der ske noget. Jeg synes,
at det er godt, at jeg fik lov til at lande. I stedet for at blive kastet ud i noget, så var jeg selv
blevet super motiveret for at komme i gang og følte mig tryg i det. Jeg var faktisk i tvivl om,
hvorvidt jeg ville i klinisk praksis. Det er jeg ikke længere.”
Interview med dyrlæge Nanna Bonde Madsen, ansat sommer 2024:
Nanna havde ved ansættelse erfaring fra anden smådyrspraksis. Hendes gode oplevelser
vidner om, at planen kan tilpasses efter eksempelvis erfaringsniveau.
“Jeg har været så glad for min opstart. Både informationen inden jeg startede og planen for de
første tre måneder har bare fungeret så godt.
Jeg har følt mig godt mødt og oplevet stor forståelse for, hvordan det er at være mig som ny og
at der er mange nye ting.
Jeg startede op i sommerferieperioden, hvilket jo ikke er det helt optimale tidspunkt, men det
vidste jeg godt på forhånd. Der var da nogle dage, hvor planen for opstart skred pga travlhed.
Det afgørende for mig er, at der var opmærksomhed på mig og min opstart. Desuden har jeg
været rigtig glad for de løbende samtaler, om hvordan det går. Det er en løbende
forventningsafstemning, hvilket giver mig ro og tryghed.
Det er fantastisk, at der er fokus på arbejdsmiljøet her på klinikken. Ingen steder er jo perfekte,
her taler vi om trivslen og også det, der kan være svært og vi arbejder hele tiden aktivt på at
øge trivslen.
Skills-skemaet er rigtig godt. Man vil gerne lære og kunne det hele på en gang, men det kan
man ikke og det bliver hurtigt uoverskueligt. Skemaet gør, at man arbejder koncentreret med
tingene, efterhånden som det er planlagt, at man skal det. Det giver forventningsafstemning
og struktur og er bare så konkret. Der bliver taget udgangspunkt i, hvad der motiverer os hver
især at lære og hvad der er behov for på klinikken, så vi har medindflydelse på vores proces.
Jeg føler mig meget privilegeret over min opstart og over at være her.”