Det betaler du for
DET BETALER DU FOR
Hos dyrlægen er der mange udgifter, som skal dækkes for at vi kan tilbyde den bedste behandling. Der er intet offentligt tilskud til dyrlæger, så betalingen for behandlingen skal dække alle udgifter på dyrehospitalet
Vi bestræber os altid på at holde vore priser på et konkurrencedygtigt niveau ved at optimere virksomheden og arbejdsgange, så der bliver mindst mulig spildtid og ressourceforbrug samt mest mulig tid til kunder. I 2025 gennemfører vi et bæredygtighedsprogram, der skal medvirke til dette. Samtidig vil vi ikke gå på kompromis med vores faglighed og kvalitet.
Din dyrlægeregning finansierer blandt andet: Løn, bygninger, moms, udstyr, forsikringer, vedligeholdelse og løbende efteruddannelse af personalet. Og dét at vi står klar til at behandle, hvis der sker noget akut med dit dyr.
For at kunne tilbyde den bedste behandling og den mest præcise diagnose, sørger vi løbende for indkøb af nyt udstyr. Og det løber hurtigt op. Vi har moderne udstyr til eksempelvis røntgen, blodanalyser, endoskopi (kikkertoperationer) og tandbehandlinger. Vores udstyr bliver løbende serviceret, så vi altid kan være sikre på, at det hele virker, som det skal. Det samme gælder vores IT-systemer. Du er således med til at betale for, at vi kan give dig hurtig og præcis tilbagemelding på, hvad dit dyr fejler og har behov for. Dertil kommer daglige udgifter til operationsudstyr, kanyler, sprøjter, forbindstoffer og blodprøveglas.
Også på alle andre områder holder vi os opdateret til gavn for dig, dit dyr og vores arbejdsbetingelser, bl.a. med løbende, faglige efteruddannelser og opdateringer.
Moms – dyrlægeregninger er ikke fritaget
Regningen for at få trukket en tand ud på en hund bliver automatisk 25 % dyrere end regningen for at få trukket en mennesketand ud hos tandlægen. For der er moms på alle regninger fra dyrlægen, mens tandlægeregningen er fri for moms.
Momsloven fritager alle sundhedsydelser fra moms hos tandlæger, læger, hospitaler, fysioterapeuter og kiropraktorer. Men det gælder ikke behandlinger hos dyrlæger.
Individuelle løsninger
Ved mange behandlinger findes der flere forskellige muligheder. Til forskellige priser. Det er selvfølgelig helt op til dig, hvad du vælger. Vore priser ligger gennemsnitligt på et mellemniveau i branchen.
Vi anbefaler at tegne en sygeforsikring og en sundhedsforsikring for sit kæledyr – så er dit kæledyr økonomisk godt dækket ind i forhold til forebyggelse og de store, uforudsete udgifter, der kan opstå ved sygdomme og tilskadekomster.
PRAKTISK INFORMATION
Kontaktinfo
Randers Dyrehospital
Kavalerivej 1
8930 Randers
Telefon: 86 42 15 13
Mail: info@randersdyrehospital.dk

