Vi hjælper dig og dit kæledyr igennem den sidste tid
På Randers Dyrehospital gør vi alt, hvad vi kan for at hjælpe dig og dit kæledyr igennem den sidste tid i dyrets liv. Vi sørger for, at dit kæledyrs afslutning på livet bliver så human som muligt.
Det sker for langt de fleste dyreejere: Der kommer en dag, hvor man må sige farvel til ens kære kæledyr, som har givet så mange hyggestunder og glade hjemkomster. Det kan være en rigtig svær beslutning. For hvornår er man bare gammel og lidt mere langsom i optrækket, og hvornår har man det så skidt, at livet ikke længere er værd at leve?
Heldigvis bliver vi dyrlæger ofte taget med på råd, når den slags spørgsmål melder sig. Vi lytter rigtig meget til, hvad I ejere fortæller om jeres kæledyr, men vi tager også de faglige briller på og kigger lidt mere nøgternt på hunden og dens helbred. Det er vigtigt, at vi i den sammenhæng er ærlige. Vi er dyrenes talerør, og vores fornemste opgave er at sikre, at dyrene har et værdigt liv. Ud fra den erfaring vi har på klinikken, de ting vi finder ved undersøgelsen og de oplysninger, som I ejere giver os, kommer vi med vores vurdering af hundens helbred og livskvalitet. Nogle gange bliver vi enige om at ændre på nogle ting i hundens hverdag eller tilføje noget for at øge livskvaliteten, og andre gange bliver vi enige om, at hunden har bedst af at få fred.
Når folk er kommet til den svære beslutning at sige farvel til deres kæledyr, betyder det rigtig meget for os, at man får så god en oplevelse som muligt. Og det er meget forskelligt, hvad folk har af ønsker til det. Nogle har det bedst med, at det foregår derhjemme, mens andre helst vil komme ind på klinikken til os. Nogle vil gerne sidde i stilhed sammen med deres dyr, mens det sover ind, mens andre bliver lidt ukomfortable ved det højtidlige og hellere vil snakke lidt undervejs. Og andre igen ønsker ikke at være tilstede.
For os bliver det aldrig et rutinejob at aflive folks kæledyr. Vi har stor respekt for dyreejeres stærke følelser og den svære situation. Derfor skylder vi dyrene en god afslutning, og jer dyreejere en værdig afsked med jeres kæledyr.
Efterfølgende vælger nogle at begrave deres dyr hjemme. Vi tilbyder også altid at beholde det, og det vælger rigtig mange at takke ja til. Vi samarbejder med kæledyrskrematoriet i Randbøl, som både tilbyder fælleskremering og enkeltkremering af kæledyr. Ved fælleskremering bliver det aflivede dyr brændt sammen med andre kæledyr. Vælger man at få sit kæledyr enkeltkremeret, kommer asken tilbage i en urne.
Vi har fuld forståelse for alle disse ønsker og reaktioner.
Inden vi går i gang, forklarer vi dig kort, hvad der kommer til at foregå. De fleste synes, det er rart, at de er forberedte. Ved en aflivning sover dyret stille ind, og det foregår uden dramatik og smerter.
PRAKTISK INFORMATION
Kontaktinfo
Randers Dyrehospital
Kavalerivej 1
8930 Randers
Telefon: 86 42 15 13
Mail: info@randersdyrehospital.dk