Hedeslag hos hunde

Hedeslag hos hunde

Hvad er hedeslag?

Hedeslag hos hunde er en alvorlig og potentielt livstruende tilstand, der opstår, når en hund ikke kan komme af med overskydende varme. Dette kan ske i varme omgivelser eller under fysisk anstrengelse i varmt vejr og direkte sollys, især for hunde med mørk pels. Hunde kan ikke svede som mennesker, men afgiver varme ved at halse.

Symptomer på hedeslag hos hunde

De første tegn på hedeslag inkluderer:

  • Hunden halser og har tungen hængende ud af munden
  • Hundens slimhinder bliver mere røde
  • Høj puls
  • Hunden begynder at savle, blive urolig eller nedstemt.

Efterhånden kan symptomerne blive mere alvorlige, som:

  • Uro og forvirring
  • Svimmelhed og usikker gang
  • Kramper og bevidstløshed

Hundens temperatur ved hedeslag (Hyperthermi): over 39.4 C

Kontakt os, hvis din hund får hedeslag, så vi kan hjælpe og også hvis den har haft hedeslag, så vi kan tjekke den.

Årsager til hedeslag hos hunde

Typiske årsager til overophedning inkluderer:

  • Ophold i varme omgivelser, især en bil om sommeren. Hvert år oplever vi tilfælde med hedeslag af hunde, der er blevet efterladt i bil!
  • Fysisk aktivitet i varmt vejr.
  • Direkte sollys, især for hunde med mørk pels.

Diagnose og behandling af hedeslag hos hunde

Dyrlægen stiller diagnosen ud fra symptomerne og en vurdering af hundens eksponering for varme. Behandlingen omfatter:

  1. Flytning til kølige omgivelser.
  2. Fjernelse af eventuel savl fra munden.
  3. Afkøling med 15-20 grader varmt vand, især på lysken og bugen.

I alvorlige tilfælde kan det være nødvendigt med iltbehandling og væskebehandling hos dyrlægen.

Forebyggelse af hedeslag hos hunde

Forebyggelse er afgørende. Undgå at efterlade din hund i en bil på varme dage, selv i skyggen med vinduerne åbne. Vær opmærksom på fysisk aktivitet i varmt vejr, og sørg for, at din hund har adgang til skygge og frisk vand.

Førstehjælp til hunde med hedeslag

  • Sørg for, at hunden får vand
  • Nedkøl hunden, f.eks. med et vådt, køligt håndklæde om poterne og over/rundt om kroppen, men vær obs på, at nedkølingen ikke foregår for hurtigt, da hunden så kan gå i chok.

Hunde efterladt i biler

Hvert år oplever vi tilfælde med hedeslag af hunde, der er blevet efterladt i bil! Mange tænker ikke over, at bilen kan blive meget varm på meget kort tid. Ved bare 22 grader udendørs, kan temperaturen i bilen stige til over 80 grader, hvis den holder parkeret i solen! Hvis du efterlader din hund i sådan en bil, så svarer det til at putte den ind i ovnen. Det er der mange, der ikke lige tænker over. Og det er dødeligt i løbet af ganske kort tid.

Hvis du er nødt til kortvarigt at efterlade din hund i bilen, så følg disse råd:

  • Parkér i skyggen
  • Rul vinduer ned, så der er gennemtræk
  • Stil vand frem til hunden
  • Efterladt dit telefonnummer i forruden
  • Kom hurtigst muligt tilbage

Hvad gør man, hvis man ser en hund i en varm, låst bil?

Hvis du ser en hund i nød i en varm bil, så må man prøve at finde ejeren. Hvis eksempelvis er parkeret ved et supermarked eller butikscenter, så kan man prøve at få ejeren efterlyst over et samtaleanlægget. Hvis ejeren ikke dukker op efter kort tid og hunden lider, så lyder rådet fra politiet:

  • Ring efter politiet på 114 – eller 112, hvis hunden er i livsfare.
  • Hvis du mener, at hunden er i livsfare, må du slå ruden ind. Det skal dog efterfølgende kunne bevises, at du handlede i nødret, og at hunden faktisk var i en livstruende situation. Ellers kan du få en bøde.

Hvilke racer er mest de udsatte?

Nogle racer er mere udsatte, såsom:

  • De kortsnuede (brachycephale) racer  som mops, engelske og franske bulldogs og pekingeser, læs mere her.
  • Gigantracer som New Foundland, St. Bernhard, Grand Danois, irsk ulvehund, Mastiff, Dogue de Bordeaux og Berner Sennen.

Også overvægtige hunde er i risikogruppen.

Andre vigtige informationer

Feber hos hunde er ikke det samme som hedeslag. Feber skyldes en justering af kroppens termostat på grund af infektion, og temperaturen overstiger sjældent 41 grader.

For mere information eller akut hjælp, kontakt vores dyrehospital. Vi står klar til at hjælpe din hund med professionel behandling og råd.

Katte kan tåle mere varme end hunde og er derfor ikke så udsatte for hedeslag, men man skal alligevel være opmærksom på nogle forhold, se her