Gode råd hvis din hund går gennem isen

Vandområder dækket med sne og is kan være farlige

Når der ligger sne og et tyndt lag is over vandområder ude i naturen og hjemme i havedammen, så skal vi huske på, at det kan være livsfarligt, hvis vores hund går gennem isen. Dette bør du gøre, hvis uheldet er ude:

  • Sæt aldrig dit eget liv på spil ved at gå ud på is, hvor du ikke kan bunde. Kontakt redningstjenesten, f.eks. Dyrenes Beskyttelse på 1812.
  • Kan du ikke selv komme sikkert ud til hunden, så brug et reb, en gren, en stige eller noget lignende, der kan strækkes ud til den.
  • Tal roligt til hunden for at undgå panik og forsøg at guide den mod sikkerhed.
  • Når hunden er oppe, skal den tørres med håndklæder og pakkes ind i tæpper.
  • Ved alvorlig nedkøling kan hunden ikke selv genopvarme kroppen, og varmen skal tilføres udefra. Det kan være din egen kropsvarme, varmedunke placeret tæt på kroppen (pas på ikke at brænde hunden) eller en varmluftsdyne.
  • Søg straks dyrlægehjælp og få hunden tilset.

Når du lufter din hund i nærheden af frosne søer eller vandområder, er det en god idé at holde den i snor for at undgå risikoen for, at den løber ud og falder gennem isen.

Vi er som udgangspunkt nok mere opmærksomme på de farer, der lurer, når vi færdes i skove og andre naturområder end hjemme i vante omgivelser. Her tænker vi måske ikke på, at havedammen også kan være en fare. Det skete desværre for søde Blop:

Blop får varmen i varmluftsdyne.

Blop faldt gennem isen over havedammen

Han blev lukket ud i haven i sneen, og da hans ejer kiggede til ham få minutter senere, var han røget gennem isen på havedammen.

Selvom han heldigvis blev reddet hurtigt og pakket ind i tæpper, var han alligevel så nedkølet, at vi ikke kunne måle hans temperatur, da han nåede frem til hospitalet. En kropstemperatur under 35 grader kan være livsfarligt, da det kan forårsage alvorlige komplikationer som forstyrrelser i hjerterytmen, åndedrætsbesvær og bevidstløshed.

Blop fik varm væske intravenøst og blev tørret i vores varmluftsdyne, og lige så stille fik vi hans temperatur på ret køl igen.

#Hundesikkerhed #PasPåDineKæledyr #Randersdyrehospital #hundgennemisen